Velkommen til Fejøs Festival
Vi er meget glade for at have gennemført en god festival i 2024. Tak til alle der var med til at bidrage til, at det hele blev vellykket. Og tak for alle tilbagemeldingerne, vi modtager gerne konstruktiv kritik!
Fejøs Festival 2025 kommer til at foregå 16. til 20. juli. Vi glæder os allerede.
Her er en lille hurtig video, som du er velkommen til at dele hvor du har lyst.
Hvad er det bedste ved Fejøs Festival?
Det spørgsmål har vi stillet til publikum, frivillige, musikere mv.
Her er et udpluk af svarene…..

At være så tæt på musikken så du næsten kan røre ved musikeren og instrumentet er helt fantastisk. Du er i musikken. En helt ny oplevelse.
Annette Gry Svåbæk, Fejø

Det bedste er de møder der opstår mellem musikere, frivillige og publikum. Alle er nysgerrige efter at gå på opdagelse i musik, natur og mad. Og den generelle stemning virker til at være utroligt høj og varm.
Kristoffer Hyldig, pianist og kunstnerisk leder
Vi kom med som frivillige sidste år ved lidt af et tilfælde – og både jeg og min søn på dengang 6 år elskede det! Vi hjalp til i køkkenet og det var gevaldigt hyggeligt at stå og tilberede mad, samtidig med at vi lærte en masse nye mennesker på øen at kende. Og alle de andre frivillige var simpelthen så søde og tog sig så godt af min søn. Han voksede virkelig af det. Og selve festivalen blev også bare endnu hyggeligere af det. Så vi skal helt sikkert også være med som frivillige i år!
Marie Louise Sandstrøm, København, der havde været til forestillingen ”Musikkens Farver” med sin dreng.
Jeg syntes at Fejøs Festival var meget, meget vellykket i år. Jeg snakkede med mine to venner om, at det var mega fedt, at man kom rundt på øen og hørte koncerter, så man kan få oplevet hele øen. Jeg vil helt sikkert næste år invitere endnu flere af mine venner over til festivalen. Det var et virkelig godt og anderledes program lagt af Kristoffer. Tak for at jeg måtte spille med til festivalen. Det vil jeg meget gerne gøre igen, hvis muligheden byder sig.
Nicolai Dahl Kjellberg, fagot
Superdygtige musikere i solistklassen i små intime koncerter rundt på øen. Man mærker musikernes legestue-agtige stemning fra deres workshops følge med ud i koncerterne, i kirkens vidunderlige akustik, i gymnastiksalen sammen med de malende børn, ved søen, i skoven, i Hideaway Vingårds have og i havnens hyggelige miljø. Musikerne er dejligt afslappede, samtidig med at de spiller med stor intensitet og indlevelse langt fra de store koncerthuses rampelys. Vi kommer helt sikkert igen.

Lars Vestermark Knudsen, Løkken

Ved et rent og skært tilfælde opdagede vi Fejøs Festival for 4 år siden under et besøg i kirken, hvor der var musikprøve – det var så godt, at vi overgav os til at stifte et nærmere bekendtskab med den musik der blev spillet.
Nu er vi så meget fan af den lille fantastiske festival, at vi har arbejdet som frivillige i festivalen lige siden og har overværet alle de koncerter, som vi har haft mulighed for.
Er du i tvivl om det er noget for dig, så mød op til en af de mange gratis arrangementer der er under hele festivalen.
Gitte & Erling Søby, Fejø

Det mest bemærkelsesværdige ved festivalen var, synes jeg, det samspil der var musikerne imellem og den glæde de udtrykte. Desuden den grundige introduktion af værkerne.
Sonja Sæmundsen, Fejø

Det bedste var, at jeg kunne følge prøverne – at høre og se, hvordan musikerne laver hver en detalje, for til sidst at få det til at hænge sammen. Fascinerende.
Henning Mogensen, Fejø

Det bedste ved Fejøs Festival er absolut stemningen, der er kombination af dejlig musik, magiske koncertoplevelser, fantastisk mad, hygge og fællesskab mellem musikere, publikum og ildsjæle. Det har været en stor fornøjelse for mig til at arbejde som en koordinator på Fejøs Festival, der alle giver den max gas! God energi smitter.
Karoliina Koivisto, koordinator ved Fejøs Festival
TV2 Øst havde i 2024 et indslag på 5 minutter om festivalen. Det kan du se her – spol frem til 5:55


Visionen for Fejøs Festival
I Fejø Kammermusikforening har vi et ønske om at bringe den klassiske musik ud til et nyt publikum. Vi oplever hvert år, at der kommer nye publikummer, som ved et tilfælde, eller pga. vores lidt alternative arrangementer, opdager at klassisk musik ikke er det, de troede det var. Vi oplever at der er en del, tror at kammermusik er støvet og kedelig musik for mærkelige instrumenter i højtidelige omgivelser. Det prøver vi at gøre noget ved.
Og selvfølgelig glæder vi os også over, at dem som allerede er fan af kammermusikken, kommer igen og igen og får en dejlig oplevelse.

Og hvordan gør vi så det?
Vi flytter musikken og musikerne fra de store sale til de små og anderledes rammer på Fejø. Et samarbejde mellem vores kunstneriske leder og bestyrelsen for Fejø Kammermusikforening er etableret og har fungeret godt i mere end 10 år. Sammen skaber vi rammerne for festivalen. Vi lader os inspirere og udfordrer hinandens kreativitet. Hvert år finder vi nye steder til arrangementer, både ude og inde. Vi tilføjer kreative aktiviteter med bl.a. malekoncert og Musik med Strik og Drik (og Kig). Der er flere arrangementer for børn, som bl. a. maler og bygger med klodser ledsaget af musikken.
Koncerter og arrangementer afholdes bl.a. i Fejø Børne- og Kulturhus og i Fejø Kirke, hvor rammerne i sig selv er små, hvilket giver en virkelig fin kontakt mellem publikum og musikerne og en meget uformel stemning. Rammerne på Fejø er så små, at vi omtaler os selv som ”måske den mindste festival med den største musik”

Vores kunstneriske leder går allerede i efteråret i gang med at invitere musikere til festivalen. Der er ofte en del gengangere, da det er ret populært at deltage i festivalen. Sikkert på grund af det gode selskab og fordi musikerne også nyder de mere uformelle rammer og nærheden til publikum. Men hvert år er der også nye musikere og det er både fra ind- og udland. Alle bliver de indkvarteret hos øboerne rundt om på øen og bliver beværtet i øens kulturhus. Og de er her alle sammen hele ugen.
På Fejø engageres en masse af øens beboere til at være frivillige, der løser de mange praktiske opgaver året rundt. Efterhånden kommer der også en del frivillige fra fastlandet rejsende til, lige som sommerhusfolket er godt repræsenteret og som noget ret nyt, så kommer der et helt hold fra foreningen International Community Lolland-Falster. Tilsammen er det er herligt fællesskab, hvor vi får tingene til at fungere.
Vi har også fint samarbejde med flere foreninger på Fejø. Således afholdes der koncert på Fejø Tekniske Museum, hvor turen fortsætter i museets traktorvogne videre rundt på øen, i det vi kalder ”Den Musikalske Rejse”.
Forplejning af musikerne klares i øens kulturhus, hvor et hold af frivillige tilbereder alle dagens måltider. Vi foretrækker lokalt producerede varer og der er noget for enhver smag, også for vegetarer, veganere og allergikere.
For at musikerne kan komme rundt på øen, bliver der stillet cykler til rådighed som supplement til vores minibus, der kører på øen og som også henter musikerne i København. Noget af en kontrast til hverdagen i de store byer.

Der vælges hvert år et tema for festivalen, og ud fra det udvælges komponister og værker. Men først til allersidst sammensættes musikerne i forskellige ensembler. De ankommer til Fejø få dage inden festivalen starter og går straks i gang med prøverne. Disse prøver er åbne for publikum, som på den måde har mulighed for at komme helt ind i ”maskinrummet” og opleve den side af musikken. Aftenen inden den officielle åbning, giver nogle af disse ensembler en kort koncert i en af øens vingårde. Denne koncert er et lille udpluk af nogen af de mange værker, der bliver opført i løbet af festivalen. Dette arrangement har flere gange haft besøg af TV2 Øst.