Fejøs Festival 2026 var en oplevelse

En herlig Fejøs Festival 2026 er forbi. Den var tæt pakket med musik i topklasse, leveret af musikere i solist-klassen. Vi havde god tilslutning af publikum til alle koncerter og arrangementer. Faktisk en stigning på 23% i forhold til tidligere år.

Temaet for årets festival var ”Bevægelse”, og man må sige at vi fik bevæget os godt rundt på Fejø. De store koncerter i Fejø Børne- og Kulturhus og Fejø Kirke, og så en masse andre steder til mindre koncerter og arrangementer – i Fejø Tekniske Museum, det gule og det røde pakhus med ”Mokka Band”, Hideaway Vingård, Præstelunden og Fejø præstegård, ”Dronningepladsen” på Skaløvej, Herredsvej 22 med marionetteater, og Fejø Vandværk. Kammermusik er ikke nødvendigvis noget der foregår i koncertsale i de store byer.

Under festivalen var der keramikudstilling i salen på skolen. Idéen var, at temaet ”bevægelse” skulle vises med noget meget konkret. Ved flere af koncerterne sad Ellen Jepsen på scenen og modellerede. Det skabte en flot baggrund, ligesom Lotte Rosenkildes vægophæng var med til at dæmpe lidt på indtrykket af gymnastiksal. Herligt at vi har et børne- og kulturhus, der kan bruges på mange måder.

Tusind tak til alle der har været med til at bidrage til afholdelse af festivalen. Vi har fået donationer, rabatter, tjenester mv. af virksomheder og øens beboere, samt tilskud fra en række fonde. Publikum bidrog med godt humør og god opbakning. Vores gruppe af frivillige har gjort det virkelig godt igen i år. Mange har været med længe og der kommer nye til. Det er så skønt med mange forskellige kompetencer i sådan en gruppe. Aldersmæssigt spænder den fra 8 år (startede som 5-årig) og til over 80. Så er der nogle der er stærke, nogle er tekniske, nogle er kreative og meget mere. Og der er god brug for det hele. Og så er der altid plads til én til.

Vi glæder os allerede til næste år, hvor Fejøs Festival 2027 afholdes 21. til 25. juli.

Spændende planer for Fejøs Festival 2026

Pianist Rikke Sandberg kommer og fortæller om sin nye udgivelse med Carl Nielsens samlede klavermusik. Hun har været på opdagelse i arkiverne på Det Kgl Bibliotek og fortæller om det uventede der er dukket op, og spiller uddrag fra udgivelsen.

Harmonikavirtuos Bjarke Mogensen kommer også til Fejø og spiller både solostykker og arrangementer sammen med festivalens andre musikere. Han var Årets P2-musiker 2024.

Det er en tradition at DR P2 kommer på besøg for at viderebringe noget af festivalens musik til deres lyttere. I år sender de koncerten lørdag i kirken, der har musik af Mozart, Schönberg og Amy Beach.

Fløjtenist Joachim Becerra Thomsen der kommer til Fejø, er dette års P2-kunstner.

Traktormuseet danner igen ramme om et stort musikværk, som starter Den Musikalske Rejse. Denne gang Sibelius orkesterværk ‘En Saga’ i den udgave som Sibelius oprindelig havde tænkt for 7 musikere. Den videre rute for Den Musikalske Rejse offentliggøres senere.

Anders Magelund, pianist, forfatter og foredragsholder, kommer og fortæller om musikkens kraft i liv og samfund, hvor musikkens betydning for menneskelig opmærksomhed, empati og fællesskab sættes i perspektiv. Det lægger op til årets tema, som er BEVÆGELSE.

Dertil er der alle de kendte arrangementer, Musikkens Farver, Musik med Strik og Drik og Kig, Fællessang på havnen mm. Og efter en kort pause sidste år kan vi igen glæde os til marionetteater for børn og voksne.

Fejøs Festival begynder at brede os lidt: Fire af festivalens musikere er inviteret til Bornholms Musikfestival som ‘Fejøs Festivalensemble’. På den måde eksporterer de festivalen og Fejø udenfor øens grænser.

Køb dit festivalpas her på hjemmesiden

Generalforsamling 2026

Fejø Kammermusikforening indkalder til generalforsamling søndag den 22. marts 2026
kl. 16 i Fejø Børne- og Kulturhus. Dagsorden ifølge vedtægterne.

Vi skal vælge 3 bestyrelsesmedlemmer, og her genopstiller medlemmerne Vagn Kjær-Hansen og Danielle Pink Barona. Næstformand Finn Iversen er på valg og genopstiller ikke. Suppleant Christina Dahl stiller op til posten.

Endelig dagsorden med bilag, herunder indkomne forslag og det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen, forudsat at de har oplyst deres email. Det lægges også på fejosfestival.dk/gf26

Kontingentet for 2026 betales inden generalforsamlingen på vores tilmeldingsside.

Carl Nielsens 3. symfoni for to klaverer

Festivalens kunstneriske leder Kristoffer Hyldig har sammen med pianisten Rikke Sandberg udgivet en CD, som her roses i det engelske “Classical CDs review” – Our pick of the year’s best classical releases. Vi vil helt sikkert komme til at høre mere fra de to under festivalen….

”And the Danish OUR label released an album of two-piano music by Carl Nielsen, the main attraction being a recently rediscovered piano duet transcription of the composer’s life-affirming Symphony No. 3.
Rikke Sandberg and Kristoffer Hyldig perform it on two pianos, a Steinway and a Fazioli, and the results are glorious. Apprehensive about 2025? Listen to this pair’s rendition of Nielsen’s hymn-like finale and you’ll believe that all can be right with the world.”

Generalforsamling 2025

CD-release på Fejø Skole torsdag 20/7-23 * Foto HC Nielsen

Fejø Kammermusikforening indkalder til generalforsamling lørdag den 22. februar 2025 kl. 16 i Fejø Børne- og Kulturhus
Dagsorden ifølge vedtægterne.

Vi skal vælge 2 bestyrelsesmedlemmer, og her genopstiller vores formand Astrid Engelund og Torben Løvenstein. Som suppleant stiller Christina Dahl op til den ene post, og vores anden suppleant Thony Lindberg er også på valg.

Endelig dagsorden med bilag, herunder indkomne forslag og det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen, forudsat at de har oplyst deres email. Det lægges også på fejosfestival.dk/gf25

Kontingentet for 2025 betales inden generalforsamlingen på vores tilmeldingsside.

Vores kunstneriske leder hædret med P2 Årets Album

Kristoffer Hyldig, pianist og kunstnerisk leder for Fejøs Festival, har som én af fem vundet P2 Prisen Årets Album 2023.

Juryens begrundelse er denne:
“Man kan ikke andet end bøje sig i støvet for den danske pianist Kristoffer Hyldigs indspilning af Olivier Messiaens klaverværk ‘Vingt Regards Sur L´Enfant-Jésus’. ‘Vingt Regards’ er et kæmpeværk, der over 20 satser og to timer mediterer over Jesusbarnet. Det er sanselig og mystisk musik, fyldt med sære klangfarver og specielle rytmer. Det er musik, der kræver det ypperste af pianisten – både hvad angår teknik, musikalitet og fysik. Kristoffer Hyldig forløser værket med kæmpe overskud. Der er tænkt over hver en tone, men det lyder alligevel frit og flydende. Det her er et album af international karat.”

Vi er naturligvis stolte og glade for anerkendelsen til Kristoffer. Han bruger også sine talenter til at sammensætte en god festival her på Fejø til sommer.

Læs mere om P2 Årets Album