Fejøs Festival 2026 var en oplevelse

En herlig Fejøs Festival 2026 er forbi. Den var tæt pakket med musik i topklasse, leveret af musikere i solist-klassen. Vi havde god tilslutning af publikum til alle koncerter og arrangementer. Faktisk en stigning på 23% i forhold til tidligere år.

Temaet for årets festival var ”Bevægelse”, og man må sige at vi fik bevæget os godt rundt på Fejø. De store koncerter i Fejø Børne- og Kulturhus og Fejø Kirke, og så en masse andre steder til mindre koncerter og arrangementer – i Fejø Tekniske Museum, det gule og det røde pakhus med ”Mokka Band”, Hideaway Vingård, Præstelunden og Fejø præstegård, ”Dronningepladsen” på Skaløvej, Herredsvej 22 med marionetteater, og Fejø Vandværk. Kammermusik er ikke nødvendigvis noget der foregår i koncertsale i de store byer.

Under festivalen var der keramikudstilling i salen på skolen. Idéen var, at temaet ”bevægelse” skulle vises med noget meget konkret. Ved flere af koncerterne sad Ellen Jepsen på scenen og modellerede. Det skabte en flot baggrund, ligesom Lotte Rosenkildes vægophæng var med til at dæmpe lidt på indtrykket af gymnastiksal. Herligt at vi har et børne- og kulturhus, der kan bruges på mange måder.

Tusind tak til alle der har været med til at bidrage til afholdelse af festivalen. Vi har fået donationer, rabatter, tjenester mv. af virksomheder og øens beboere, samt tilskud fra en række fonde. Publikum bidrog med godt humør og god opbakning. Vores gruppe af frivillige har gjort det virkelig godt igen i år. Mange har været med længe og der kommer nye til. Det er så skønt med mange forskellige kompetencer i sådan en gruppe. Aldersmæssigt spænder den fra 8 år (startede som 5-årig) og til over 80. Så er der nogle der er stærke, nogle er tekniske, nogle er kreative og meget mere. Og der er god brug for det hele. Og så er der altid plads til én til.

Vi glæder os allerede til næste år, hvor Fejøs Festival 2027 afholdes 21. til 25. juli.

Spændende planer for Fejøs Festival 2026

Pianist Rikke Sandberg kommer og fortæller om sin nye udgivelse med Carl Nielsens samlede klavermusik. Hun har været på opdagelse i arkiverne på Det Kgl Bibliotek og fortæller om det uventede der er dukket op, og spiller uddrag fra udgivelsen.

Harmonikavirtuos Bjarke Mogensen kommer også til Fejø og spiller både solostykker og arrangementer sammen med festivalens andre musikere. Han var Årets P2-musiker 2024.

Det er en tradition at DR P2 kommer på besøg for at viderebringe noget af festivalens musik til deres lyttere. I år sender de koncerten lørdag i kirken, der har musik af Mozart, Schönberg og Amy Beach.

Fløjtenist Joachim Becerra Thomsen der kommer til Fejø, er dette års P2-kunstner.

Traktormuseet danner igen ramme om et stort musikværk, som starter Den Musikalske Rejse. Denne gang Sibelius orkesterværk ‘En Saga’ i den udgave som Sibelius oprindelig havde tænkt for 7 musikere. Den videre rute for Den Musikalske Rejse offentliggøres senere.

Anders Magelund, pianist, forfatter og foredragsholder, kommer og fortæller om musikkens kraft i liv og samfund, hvor musikkens betydning for menneskelig opmærksomhed, empati og fællesskab sættes i perspektiv. Det lægger op til årets tema, som er BEVÆGELSE.

Dertil er der alle de kendte arrangementer, Musikkens Farver, Musik med Strik og Drik og Kig, Fællessang på havnen mm. Og efter en kort pause sidste år kan vi igen glæde os til marionetteater for børn og voksne.

Fejøs Festival begynder at brede os lidt: Fire af festivalens musikere er inviteret til Bornholms Musikfestival som ‘Fejøs Festivalensemble’. På den måde eksporterer de festivalen og Fejø udenfor øens grænser.

Køb dit festivalpas her på hjemmesiden

Generalforsamling 2026

Fejø Kammermusikforening indkalder til generalforsamling søndag den 22. marts 2026
kl. 16 i Fejø Børne- og Kulturhus. Dagsorden ifølge vedtægterne.

Vi skal vælge 3 bestyrelsesmedlemmer, og her genopstiller medlemmerne Vagn Kjær-Hansen og Danielle Pink Barona. Næstformand Finn Iversen er på valg og genopstiller ikke. Suppleant Christina Dahl stiller op til posten.

Endelig dagsorden med bilag, herunder indkomne forslag og det reviderede regnskab udsendes til medlemmerne senest 7 dage før generalforsamlingen, forudsat at de har oplyst deres email. Det lægges også på fejosfestival.dk/gf26

Kontingentet for 2026 betales inden generalforsamlingen på vores tilmeldingsside.

Koncert i Kirken

Fantasistykker for obo og klaver, Brahms Valse, solostykker for akkordeon.